I dag opstod en ubehagelig episode under den kommunale valgkamp, da borgmester Anders Winnerskjold blev udsat for en konfrontation med to mænd i Bilka i Tilst, som ønskede at debattere Israel-Palæstina.
Situationen blev hurtigt meget aggressiv og truende, og borgmesteren oplevede at blive forfulgt gennem varehuset samt opsøgt udenfor. Med hjælp fra varehusets medarbejdere blev han ledt til et lukket rum, indtil politiet ankom.
Anders Winnerskjold fortsatte sine aktiviteter efter hændelsen, men udtrykte, at episoden var voldsom og har rystet ham. Han opfordrer til, at alle kandidater passer godt på sig selv og på den demokratiske samtale.
Aarhus Kommune har fortsat fokus på tryghed og sikkerhed ved valgaktiviteter. Det nye byråd vil blive vejledt af Østjyllands Politi om kontaktordningen for folkevalgte og deres pårørende. Ordningen giver byrådsmedlemmer mulighed for at drøfte chikane, trusler, vold og utryghedsskabende hændelser samt få generel vejledning.
Anders Winnerskjold har ikke yderligere kommentarer for nu og afventer politiets nærmere vurdering af situationen.