Søndag morgen kl. 08.10 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om et indbrud på et kontorhotel i Sabro. En af ejerne, en 46-årig kvinde, havde overrasket gerningsmanden, der truede hende på livet, før han stak af fra stedet.
Kvinden havde modtaget alarmer fra et vindue og flere steder i bygningen lidt over kl. 8 og kørte derfor til stedet for at undersøge situationen. Her mødte hun en maskeret mand, der kom ud fra bygningen og truede hende med et koben. Manden råbte flere trusler mod kvinden, inden han flygtede nordpå på et el-løbehjul.
Politiet ankom kort efter og sikrede spor samt indhentede videomateriale fra området. Gerningsmanden beskrives som dansk af udseende med lyst, kort hår, muligvis afbleget. Han var iført en mørk vinterjakke og lyse bukser.
Østjyllands Politi efterforsker sagen og opfordrer alle med oplysninger til at kontakte dem på telefon 1-1-4.