Nyt fra Sabro i politiets døgnrapport

Profilbillede

Sabro er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i politikredsen i dag.

 

**

Færdselspolitiet i Aarhus Vest: 40 sigtede

Østjyllands Politis færdselsafdeling var torsdag eftermiddag og aften på kontrol i det vestlige Aarhus, og de fik noteret en del sager på blokken.

De fleste sigtelser faldt til bilister, der ikke havde sikkerhedsselen på, men flere kørte også for stærkt, og seks personer kan se frem til et klip i kørekortet for at køre med mobilen fremme.

Resultatet af den samlede indsats blev som følger:

• 10 stk. ej anvendt sikkerhedssele
• 6 stk. håndholdt mobiltelefon.
• 7 stk. hastighed/klip.
• 2 stk. hastighed/betinget.
• 1 stk. hastighed.
• 2 stk. rødt lys.
• 1 stk. gult lys.
• 1 stk. ej efterkommet anvisninger fra politiet.
• 1 stk. manglende opmærksomhed.
• 2 stk. barn ej fastspændt.
• 4 stk. kørsel uden førerret.
• 2 stk. overladelse/oplysningspligt.
• 4 stk. løbehjul uden hjelm.
• 1 stk. løbehjul uden lys.
• 1 stk. manglende forreste nummerplade.
• 1 stk. synssag.

**

Hundepatrulje fandt mand bag container

En hundepatrulje var torsdag aften i Viby, da de på Rudolfgårdsvej opdagede en dolk, der sad i et hegn på stedet. Politihunden søgte spor og snusede sig frem til en 18-årig mand, der sad gemt bag en container i nærheden.

Da politiet mistænkte, at det var den 18-åriges dolk, blev han anholdt og sigtet for overtrædelse af knivloven.

**

Fandt kontanter og hash i bil

En patrulje fattede torsdag kl. 18.09 mistanke til tre mænd, der sad i en bil på Silkeborgvej i Åbyhøj. Betjentene dirigerede bilen ind til siden og tog kontakt til mændene. Da det lugtede af hash fra kabinen, blev alle tre visiteret, og bilen blev ransaget.

En 28-årig mand havde flere tusinde kroner i kontanter på sig, og i bilen blev der fundet flere salgsposer med hash. Kontanter og stoffer blev beslaglagt, og på baggrund af fundene blev den 28-årige mand og en 27-årig mand anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.

**

Anmeldelse om uro i Rosenhøj

Østjyllands Politi fik torsdag kl. 18.12 en anmeldelse om, at en gruppe på 10-15 mænd var forsamlet og skabte utryghed på Rosenhøj Vænge i Viby. Flere patruljer kørte til området, men da de kom frem, var der umiddelbart ingen personer på stedet, og der var ingen tegn på uro.

**

Anmeldelse om røveri i Grenaa

Torsdag kl. 15.32 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 20-årig mand, som fortalte, at han var blevet udsat for røveri på Markedsgade i Grenaa. Ifølge den 20-årige havde to fremmede mænd taget kontakt til ham på gaden, og pludseligt holdt den ene en kniv frem og truede ham til at aflevere den mobiltelefon, han gik rundt med i hånden.

Efterfølgende steg mændene, ifølge den 20-åriges forklaring, ind i en grå bil og kørte fra stedet.

Den 20-årige kunne umiddelbart ikke give noget signalement af mændene ud over, at den ene var lys i huden og den anden var mørk i huden.

Østjyllands Politi efterforsker nu sagen.

**

Specialpatruljen fandt euforiserende svampe

Østjyllands Politis specialpatrulje kørte torsdag kl. 20.15 på baggrund af et tip til en adresse i Randers NØ, hvor de mistænkte, at der var narko.

På stedet traf de den 25-årige kvindelige beboer, og hun endte med at blive sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

I hendes lejlighed fandt politiet under ransagningen nemlig både en mindre mængde amfetamin, noget hash og nogle euforiserende svampe. Alt sammen blev beslaglagt.

**

Færdsel

Torsdag kl. 15.29 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Harlev. En 47-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 34-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. Den 47-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende.

Torsdag kl. 16.08 skete der et færdselsuheld på Oddervej i Højbjerg. En 26-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil ført af en 30-årig mand, som blev skubbet op i en bil med en 27-årig kvinde bag rattet.

Torsdag kl. 16.22 standsede en patrulje på Jyllands Allé i Aarhus C en bil med en 17-årig ung mand bag rattet. Han havde ikke kørekort og meddelte, at han havde taget bilen, mens hans far var på ferie. Han blev sigtet for kørsel uden førerret, og hans forældre blev underrettet. Hans ven, der sad på passagersædet, har et kørekort, så han fik lov at køre bilen hjem.

Torsdag kl. 16.31 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Harlev. Fire biler stødte ind i hinanden i et såkaldt harmonikasammenstød. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Tre af bilisterne blev sigtet for ikke at holde afstand til den forankørende.

Torsdag kl. 17.13 skete der et færdselsuheld i krydset Nørrebrogade/Vennelyst Boulevard i Aarhus C. En 48-årig kvindelig bilist svingede til venstre og ramte ind i letbanen, der kom kørende. Ingen kom umiddelbart til skade ved uheldet. Bilisten blev sigtet for at have kørt over for rødt, og da hun er turist uden fast bopæl i Danmark, modtog hun en straksbøde, som hun skulle betale med det samme.

Torsdag kl. 18.29 skete der et færdselsuheld på Stillingvej i Sabro. En 50-årig mandlig bilist kørte ud fra en parkeringsplads og ramte ind en 67-årig kvindelig fodgænger, som blev kørt ned og efterfølgende lå fastklemt under bilen, inden hun blev hjulpet ud. Kvinden var ved fuld bevidsthed, men blev kørt til behandling for flere skader. Bilisten blev sigtet for at have forårsaget uheldet. ¨

Torsdag kl. 22.40 blev en 37-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Museumsgade i Aarhus C.

Torsdag kl. 23.45 blev en 23-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Nørgårdsvej i Værum ved Randers SV. I bilen fandt betjentene flere salgsposer med kokain, og den 23-årige blev på den baggrund sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.

Natten til fredag kl. 2.36 blev en 23-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Framlev Korsvej i Harlev.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds:

  • På Brydehøjvej i Hørning begået torsdag d. 10/3 kl. 13.50
  • På Tilst Søndervej i Tilst begået mellem tirsdag d. 1/3 kl. 15.00 og torsdag d. 10/3 kl. 15.15
  • På Lottesvej i Brabrand begået mellem tirsdag d. 8/3 kl. 14.00 og torsdag d. 10/3 kl. 19.20
  • På Anker Jensens Vej i Åbyhøj begået torsdag d. 10/3 mellem kl. 14.00 og kl. 20.45

 

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi
Mød redaktionen
Profilbillede
Mattias Sundroos ms@vores-mediehus.dk
Profilbillede
Martin Johannes Madsen mjm@vores-mediehus.dk
Profilbillede
Emilie Bjergegaard eb@vores-mediehus.dk
Profilbillede
Søren Schrøder Rasmussen ssr@vores-mediehus.dk
Profilbillede
Sofie Sandager ss@heymate.dk