Selv om sommeren lige har forladt os, står en anden skøn tid foran os. Julen nærmer sig med alle dens traditioner, og nye traditioner skabes. I 2019 fik to Sabro-piger en idé, som skulle vise sig at være god.
Janne Parsberg Madsen kontaktede Louise Christensen, og foreslog at de arrangerede en lokal juletræstænding ved Dagli'Brugsen, og pludselig havde de to friske mødre skabt en tradition.
Selv om det på grund af coronaen foregik i stilhed sidste år, vender begivenheden stærkt tilbage i år.
Søndag den 21. november kl. 15.00 – 17.00 kommer julemanden og tænder juletræet ved Dagli'Brugsen, men der sker meget mere.
Julemanden kommer og tænder byens juletræ, samt deler godter ud til børnene.
Der vil være gratis æbleskiver, saftevand og gløgg til alle.
Juletræs-tændingen er kombineret med et julemarked.
Louise beskriver arrangementet således:
Der vil i år være mulighed for at stille en bod op i forbindelse med juletræs-tændingen.
Så hvis du laver juledekorationer, strikker/hækler nisser, laver andre former for julepynt, eller laver håndarbejde, der egner sig som værtindegave, mandelgave, advents gave, julegave med videre, så er du meget velkommen.
Det er gratis at deltage, og du skal selv sørge for eventuelt pavillon, bord, stol med videre.
Hvis du ønsker at deltage, skal du kontakte Louise på tlf. 60511276.
Louise stiller kun ét krav til boderne:
Det er ikke tilladt at sælge købte varer eller brugte/genbrugs varer, og alle varer skal kunne gå under temaet "jul".
Nogle af byens erhvervsdrivende vil derudover også sælge deres produkter.