Julen varer lige til påske i Sabro

Profilbillede
dato

Nu’ det jul igen,
og nu’ det jul igen,
og julen varer li’ til påske.
Nej det’ ikke sandt,
Nej det’ ikke sandt,
For ind imellem kommer fasten.

Det sang vi for en tre måneder siden, men sangen er fortsat aktuel. Der er tradition for, at pensionister og efterlønnere inviteres til en julemiddag, men i år satte coronaen en stopper for denne tradition. I stedet sandes ordene i sangen så. Julen varer lige til påske, så nu bliver det en påskemiddag. Menighedsrådet synes ikke, at pensionister og efterlønnere skal snydes. Det sker 2. påskedag mandag den 18. april med gudstjeneste, middag og foredrag fra kl. 11.00.


Så er der dækket op til påskemiddag // Foto: Allan Søndergaard

Der er lidt frit valg. Man kan tage hele pakken, eller vælge ud. Man kan deltage i gudstjenesten ved Mette Charlotte Andersen kl. 11.00 i Sabro Kirke, middag med varm ret og dessert kl.12.00 i Sognegården og foredrag ved Flemming Både kl. 13.30 og kaffe/te og sødt samme sted. Alt sammen gratis undtagen drikkevarer til maden, som skal tilkøbes.

Flemming Både præsenteres således på Foreningsforedrag:

Jeg er professionel foredragsholder, troubadour og musiker. Min musiske uddannelse fra Aalborg Universitet, mine 20 års erfaring som foredragsholder og mine 40 år som musiker og troubadour giver en god ballast, når jeg på humoristisk vis fortæller om de musikalske emner.

Dagens emne bliver Bent Fabricius-Bjerre. Flemming Både tager alle med på en tur gennem Bent Fabricius-Bjerres liv, og hans mange kendte og folkekære værker.

Der bliver også plads til, at alle kan røre stemmerne.

Da der er begrænset plads i Sognegården, skal der tilmelding til arrangementet her. Det kan ske torsdag den 31. marts eller fredag den 1. april til Jytte Viltholth: Tlf 21230552


Flemming Både leverer påskesteming ved tangenterne.

Denne artikel er et læserbidrag. Eventuelle holdninger og synspunkter tilhører forfatteren.

Denne artikel er skrevet af Allan Søndergaard .