Nyt fra Sabro i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Sabro er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 13.00

Østjyllands Politi fremstiller fredag - som udgangspunkt kl. 13.00 - en 33-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers.

 

Han sigtes for flere tilfælde af bedrageri ved at have lejet udstyr og maskiner af virksomheder uden at levere det tilbage. 

 

**

47-årig mand dræbt i alvorligt færdselsuheld

Torsdag eftermiddag kl. 16.35 modtog politiet en anmeldelse om, at der var sket et alvorligt færdselsuheld på Østjyske Motorvej i nærheden af Genvejen i Viby J.

En patrulje fra Østjyllands Politi var til stede i nærheden og fremme ved uheldsstedet bare få minutter senere, hvor det kunne konstateres, at en lastbil havde påkørt en personbil frontalt. Personbilen var kommet kørende i sydgående retning, da uheldet fandt sted.

Myndighederne kunne ved uheldsstedet hurtigt konstatere, at en 47-årig mands liv ikke stod til at redde trods forsøg på førstehjælp. Han blev erklæret død på stedet af ambulancelægen kort tid efter. 

Ulykken opstod ved, at en 51-årig mandlig lastbilchauffør var kommet kørende i nordgående retning på motorvejen, da han af uvisse årsager mistede herredømmet over sit køretøj. Det resulterede i, at han kørte gennem autoværnet i midterrabatten og over i modsatte kørebane, hvor det frontale sammenstød med personbilen fandt sted.

Et tredje køretøj havde fået nogle mindre materielle skader i forbindelse med uheldet, mens lastbilens førerhus var væltet om på siden og havde fået omfattende skader. Ingen øvrige personer kom umiddelbart alvorligt til skade i forbindelse med episoden. 

En bilinspektør blev kaldt til stedet og skal nu forsøge at klarlægge det nærmere hændelsesforløb. Østjyllands Politi kan derfor på nuværende tidspunkt ikke oplyse yderligere detaljer om sagen.

De pårørende til den dræbte er underrettet.

Ved uheldsstedet var der mange vidner, og trafikken i begge retninger blev spærret i en periode på nogle timer. Østjyllands Politi opfordrer til, at man tager kontakt Offerrådgivningen, hvis man har brug for at få talt med nogen om sagen. Offerrådgivningen i Østjylland kan døgnet rundt kontaktes på telefonnummer 23 68 60 56.

**

Anholdt og sigtet for forsøg på indbrud

En kvinde kontaktede torsdag kl. 13.01 politiet, da en mand havde forsøgt at skaffe sig adgang til hendes lejlighed på Museumsgade i Aarhus. 

Ifølge kvinden havde hun hørt en person sparke hoveddøren til opgangen ind, og lidt efter var der en, der bankede på hendes dør og rykkede i håndtaget flere gange. 

Da hun råbte af vedkommende, gik han fra stedet, men hun nåede at tage et billede af ham, inden hun kontaktede politiet. 

Kort efter traf en patrulje på Åboulevarden en mand, der passede til det signalement og det billede, som kvinden havde givet politiet. 

Han blev anholdt og sigtet for forsøg på indbrud.

**

Aggressiv mand skabte utryg

Østjyllands Politi fik torsdag kl. 23.50 en anmeldelse om, at der var uro og larm på en adresse i Aarhus V, og en patrulje kørte derfor til stedet. En 56-årig beruset mand var på besøg hos et familiemedlem, og her var han blevet voldsomt aggressiv og utryghedsskabende. Han havde desuden nægtet at forlade huset. 

Da betjentene kom til stedet, råbte den 56-årige mand af dem og fortsatte med at være meget opfarende. Han blev anholdt og lagt i håndjern, og da han i patruljebilen råbte adskillige skældsord mod betjentene, blev han sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand.

**

 

To udenlandske butikstyve anholdt

Personalet i et indkøbscenter på Merkurvej i Randers SØ kontaktede torsdag kl. 17.53 politiet og fortalte, at vagterne i butikken havde tilbageholdt to mænd, der havde stjålet forskellige varer. 

En butiksdetektiv havde opdaget, at mændene var gået ind i et omklædningsrum, og da de kom ud, havde de bl.a. skiftet fodtøj til nogle nye gummistøvler fra butikken. 

Da mændene forsøgte at forlade stedet uden at betale, blev de tilbageholdt, og det viste sig, at de ud over støvlerne havde stjålet andre varer for nogle hundrede kroner. 

Politiet blev tilkaldt, og de to mænd på hhv. 28 og 30 år blev anholdt og sigtet for butikstyveri. Den ene havde desuden en mindre mængde hash på sig, som han blev sigtet for at besidde. 

De er begge belarusiske statsborgere, og de tilbageholdes nu, mens Udlændingestyrelsen vurderer, om de skal udvises af landet. 

**

 

Færdsel

Torsdag kl. 06.06 skete der et færdselsuheld i krydset Hasle Ringvej/Herredsvej i Aarhus V. En 53-årig kvindelig bilist foretog et venstresving og ramte sammen med en bil ført af en 66-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 53-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Torsdag kl. 15.28 skete der et færdselsuheld i krydset Marienlystvej/Paludan-Müllers Vej i Aarhus N. En 58-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 50-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 58-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende. 

Torsdag kl. 15.46 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Tilst. En 26-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 37-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 26-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende. 

Torsdag kl. 20.32 blev en 21-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Lystrupvej i Lystrup. Han blev desuden sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han blev fundet i besiddelse af en mindre mængde hash. 

Torsdag kl. 21.10 blev en 48-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Hadsundvej i Randers NØ. Da han havde en mindre mængde amfetamin på sig, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Gammel Viborgvej i Sabro begået torsdag d. 2/3 mellem kl. 7.40 og kl. 11.30
På Åstrupparken i Grenå begået torsdag d. 2/3 mellem kl. 11.40 og kl. 14.40
På Grønhøjvej i Harlev begået torsdag d. 2/3 mellem kl. 12.00 og kl. 13.00
På H. Pontoppidans Gade i Aarhus C begået torsdag d. 2/3 mellem kl. 14.45 og kl. 16.15

 
Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi