Nytårskoncert i marts

Profilbillede
dato

Et spændende og særdeles velspillende/syngende firkløver venter i Sabro Sognegård

Fårup-Sabro menighedsråd giver ikke op, men traditioner holdes i hævd. Nu er man ved at rydde op efter aflysninger af flere traditionelle arrangementer.

Som der er tradition for, skulle der have været nytårskoncert i Fårup-Sabro Sognegård til tonerne af "Vær velkommen, Herrens år". Det skulle være sket i sognegården lørdag den 22. januar 2022 kl. 14.00. Men her stak Coronaen nogle falske toner ind, men nu er der nytårskoncert på en martsdag, den 20. marts kl, 14 i Sognegården, måske med en martsviol på bordet.

Dagmar Ginnerup Pedersen, der er organist ved Fårup-Sabro kirker, styrer tangenterne, men hun er ikke alene. Med sig har nogle af de ypperste sangere fra Den Jyske Opera.

Publikum kunne møde sopran Pernille Stolting-Madsen, og ægteparret mezzosopran Eline Denice Risager og baryton Thomas Sigh.

Dagmar præsenterer sine sangere således:

"De tre sangere har alle optrådt som solister med landets orkestre, og har sunget et hav af roller fra operaens og operettens verden, og det er noget af den musik, publikum får lejlighed til at høre denne eftermiddag. Programmet bliver en buket af både kendte og ukendte opera- og operettemelodier, sange, viser og fællessang og numrene introduceres med et glimt i øjet. Koncerten falder i to dele, så man i pausen kan nyde et glas bobler og kransekage. Alt er ganske gratis – og det er ganske vist."


Denne artikel er et læserbidrag. Eventuelle holdninger og synspunkter tilhører forfatteren.

Denne artikel er skrevet af Allan Søndergaard