Sabro gadekær kan ikke holde på vandet

Profilbillede
dato

Dammen i Sabro er ikke hvad den har været - vandet siver nemlig ud og efterlader gadekæret tørt og ucharmerende.

Før i tiden, var der rigeligt vand i dammen eller gadekæret, men da Århus Kommune i 80erne, regulerede vejen omkring kæret, skulle det også have en ansigtsløftning.

Der blev gravet ud, så det vandstoppende lerlag i bunden blev gennembrudt, og gadekæret kunne ikke længere holde på vandet. Gadekæret blev efterfølgende renset op, og der blev lagt kampesten rundt omkring.

Det fik en helt speciel historie fra dengang jeg selv var lokalmeddeler til Århus Stiftstidene. Det renoverede Sabro Gadekær skulle indvies af rådmand Olaf P. Christensen, men der var dog ét problem, for der var ingen vand i. Pludselig måtte Århus brandvæsen tilkaldes for at pøse vand i dammen. De havde fået besked på at hæve vandstanden 10 cm inden rådmandens ankomst. Som sagt, så gjort, og Sabro Gadekær blev officielt indviet.

Men gadekæret var stadig utæt, tiltrods for, at der både blev drænet i bunden og at tilløbet blevet stoppet. Der blev sågar eksperimenteret med en plastikbund, men heller ikke dette gav meget vand i dammen.

Herefter har gadekæret vandsmægtet. Men det fandt genboen og ildsjælen, nu afdøde Bent Rasmussen, sig ikke i. 

Han fik derfor installeret et pumpesystem, så der kom ny vandforsyning og gadekæret blev igen et naturskønt sted i Sabro. Han sørgede også for, at der var en fontæne, så Sabro Gadekær vandt fortjent agtelse igen.

Siden er Sabro Gadekær dog nærmest blevet en skamplet på byen. Det ligner en mudderpøl, eller det der er værre, hvis man skal tro på det der skrives på nettet. Det er lidt beskæmmende for Sabro, når der ellers fra virksomheders sider, er etableret fornemme byporte, der præsenterer byen smukt.

Det ville se flot ud, hvis Sabro Gadekær igen kunne bliv et idyllsk mål for gåturen, skøjtebane om vinteren, frodigt levested for vanddyrelivet om sommeren og legeplads for børn. 

Kilde: Redaktionen