Østjyllands Politi fik torsdag formiddag omkring klokken 10 en anmeldelse om, at en 52-årig mand var stukket af fra et psykiatrisk sengeafsnit på et hospital i Aarhus. Manden havde truet en medarbejder med vold for at få et personalekort.
Mandens signalement blev delt med patruljerne, men politiet fandt ham ikke i løbet af dagen. Om aftenen afhørte politiet en medarbejder fra hospitalet og fik senere en melding om, at manden var dukket op på en bekendts adresse i Galten.
Manden ankom i en brugsstjålet bil og kørte fra adressen. Han kørte hasarderet i området omkring Galten, Harlev og Sabro og overtrådte flere færdselsregler, blandt andet ved at overskride hastighedsgrænsen og køre over for rødt lys.
En patrulje anholdt manden klokken 21.57 i Haldum. Han blev sigtet for ulovlig tvang og trusler på livet, brugstyveri af bilen, ikke at efterkomme politiets anvisninger samt flere færdselsforseelser. Den 52-årige blev kørt til politigården i Aarhus.