"Levende øl til levende mennesker"
Sådan lyder valgsproget på mikrobryggeriet i Sabro, Wintercoat.
Det er således Disa og Niels Jørn Thomsen præsenterer deres øl.
Og et besøg på Grønvej 51, 8471 Sabro taler sit tydelige sprog.
Foto: Disa og Niels Jørn Thomsen
Øl er ikke bare øl. Her er der lagt sjæl i brygningen, og man får på fornemmelsen, at man kan bestille sin egen specialøl, hvis det falder ind i brygmesterens smag. Således brygger han mellem 10 og 12 forskellige øl alt sammen efter egne opskrift.
Her er blot et enkelt eksempel.
Mols øl: En egnsøl inspireret af afgrøderne på Mols. Dette smages i de 4 forskellige kornsorter, samt vildt timian og enebærgrene, som de selv plukker på Mols.
"Vi bruger en gammel brygmetode, hvor masken sies gennem enebærgrene. Farven er rødlig rav. Smagen er rund og maltet med en liflig, let krydret duft fra ene og timian. Der er en tydelig sødme i eftersmagen trods det lave indhold af restsukker. Perfekt til grill- efterårs- og vintermad!"
Og Niels Jørgen tilføjer: "Alle opskrifter er Niels Jørns egne og samtlige øl bliver brygget herhjemme på vores eget bryggeri af de bedste råvarer, vi kan finde og med kærlighed til øllets sjæl".
Bryggeriet blev etableret i 2002 af brygmester Niels Jørn Thomsen og hans hustru Dísa Fink. Bryggeriets kapacitet er 4x800 liter om ugen, og der anvendes "floor-malted" engelsk malt, og øllet pasteuriseres ikke.
Det hele sker på ejendommen, hvor Niels Jørn Thomsen er vokset op. Her har han brygget øl siden 1970'erne.
Disa og Niels Jørgen har brugt coronatiden til en større om- og tilbygning.
Overalt på bryggeriet hersker der orden og pinlig renlighed. Om stedet siger Niels Jørgen:
"Vores meget hyggelige skænkestue holder åbent hver fredag fra klokken 14:00-18:00. Der er et begrænset antal siddepladser indenfor. Vi har udvidet ølhaven, og er ret tilfredse med resultatet! Kom ind og nyd en frisk fadøl og en snak - vi har altid fire forskellige WinterCoat øl på hanerne og endnu flere på flaske. Børn og fredelige hunde er velkomne. Ring gerne i forvejen på tlf. 4070 6660 eller 4070 6661, for at høre om de aktuelle pladsforhold eller bestille bord".
Tidligere var der musik, men dette er nu afskaffet. Folk kommer for at få en hyggelig snak over en velsmagende øl. Det er også muligt at indtage den velsmagende øl med et lettere måltid bestilt udefra. I visse tilfælde kan man dog selv medbringe en leverpostejmad. Desuden er der mulighed for rundvisning med smagsprøver.
Stedet byder også på koncerter
Vi har holdt langt over hundrede koncerter siden 2007, med musikere fra hele verden. Vi har haft alt lige fra sydstatsrock til jazz. Dog har de fleste af koncerterne en eller anden forbindelse til folkemusik - spillemandsmusik fra Danmark, traditionel irsk og skotsk musik, bluegrass og blues fra USA, og meget diverse folkegenre fra resten af verden.
Fælles for alle koncerterne er, at det er professionelt spillet musik i verdensklasse, spillet i vores hyggelige, intime skænkestue, hvor akustikken er fantastisk behagelig. Om sommeren holder vi koncerter i vores telt i ølhaven, hvis vejret tillader.
Desuden kan Disa og Niels Jørgen nu tilbyde bed and breakfast, men det er ikke det store sats. Det er mest en mulighed for de optrædende musikere.
Foto: Inver, Fru Skagerak & The Jeremiahs
Efterårets koncertprogram ser således ud:
30. september: Inver
Inver spiller ny folkemusik med rødder i de keltiske traditioner fra Irland og Skotland blandet med et par traditionelle numre indimellem. Kevin Lees (violin), Rune Barslund (irske fløjter & accordeon) samt Matthew Jones (guitar) spiller med et stort instrumentalt overskud, respekt for traditionerne og samtidig også med en lyst til at udfordre og forny dem. Publikum udsættes for hurtige og swingende jigs og reels, spillet med en smittende energi, der kan gøre det svært for mange at sidde stille. Indimellem er der tid til fordybelse, når stemningsfyldte slow airs og valse bliver spillet med en særlig indlevelse og nerve.
08. oktober: Fru Skagerak
Hvis du har set Fru Skagerak, behøver de ingen introduktion. De 3 meget dygtige unge kvinder fra Danmark (Maja Kær Jacobsen), Sverige (Anna Lindblad) og Norge (Elise Wessel Hildrum) har en legende eksperimenterende og ovenud kærlig tilgang til traditionel folkemusik fra de 3 lande. Glæden smitter i lokalet, når de 3 spiller sammen. Man kan ikke undgå at blive bjergtaget af musikken og komme i godt humør, når man hører dem. Vel mødt!
06. November: The Jeremiahs
The Jeremiahs er et af de mest opløftende bands, der er vokset frem af Dublins folkemusikmiljø i mange år. Vi glæder os til at møde dem og høre dem live! De blander traditionelle og nye toner og har derved skabt deres helt egen form for "storbyfolk". De blev dannet i 2013 og opnåede umiddelbar anerkendelse da de vandt Ballyshannon Festivals showcase konkurrence det år. Deres debutalbum, The Jeremiahs, udkom i 2014 og deres egensang "Forgotten Sons" fra albummet vandt førstepladsen i 2015 TradConnect Songwriter Showcase. Albummet blev også kåret til Best Vocal/Instrumental Album ved LiveIreland Awards 2016. Bandet består af
• Joe Gibney - sang og tin whistle • James Ryan - guitar og bouzouki • Jean Christoph (JC) Morel - violin og mandola • Julien Bruneteau - fløjte