Nyt fra Sabro i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Sabro er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 11.00

Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 11.00 en 17-årig ung mand fra Aarhus i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for voldtægt begået den 20. november mod en 19-årig kvinde i en lejlighed i Aarhus C.  Den 17-årige blev anholdt mandag. 

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen. 

**

 

Grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 12.30

Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 12.30 i Retten i Randers en 41-årig rumænsk mand med bopæl i Randers, der sigtes for rufferi ved i perioden fra 7. januar 2021 til 17. januar 2022 at have drevet virksomhed, hvor en 23-årig kvinde mod betaling har haft seksuelt forhold til flere kunder, og hvor den 41-årige har ageret chauffør og modtaget betaling fra kunderne, som han enten helt eller delvist selv har beholdt.  

Den 41-årige mand blev anholdt mandag eftermiddag på sin bopæl i Randers, efter Østjyllands Politis Grænse- og udlændingesektion i noget tid havde efterforsket mod ham på baggrund af en henvendelse fra rumænsk politi, der havde mistanke om, at den 23-årige kvinde, der også er rumænsk statsborger, var offer for menneskehandel. 

Den 23-årige kvinde er efterfølgende sat i forbindelse med Center Mod Menneskehandel, der skal hjælpe med at afklare, om hun er blevet handlet. 

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere. 

**

 

Fandt stjålet varebil via tracker - en anholdt

Nogle håndværkere fik mandag morgen omkring kl. 8.00 stjålet deres varebil, mens den holdt ved et værksted i Grenaa. Håndværkerne var kun kortvarigt væk, og derfor lod de nøglerne sidde i, men da de kom tilbage, var bilen væk. 

Heldigvis er der monteret en tracker i bilen, og tre håndværkere satte sig i en bil og fulgte efter gps-signalerne, mens de kontaktede politiet. 

Tæt på Allingåbro fik håndværkerne øje på varebilen, der holdt ind i en indkørsel, og de parkerede hurtigt bag den, så mændene ikke kunne køre derfra. I varebilen sad to mænd. Den ene nåede at flygte til fods, men det lykkedes håndværkerne at tilbageholde en 33-årig mand. 

Da politiet kom frem, blev den 33-årige anholdt og sigtet for tyveriet af bilen. 

**

 

Smed kniv ud af vindue og blev sigtet

En patrulje standsede mandag kl. 20.15 en bil i en rutinekontrol på Rosenhøj i Viby. Idet bilen holdt ind til siden, så betjentene, at en mand på bagsædet smed en kniv ud af vinduet. 

To af de fire mænd i bilen løb fra stedet, inden betjentene nåede derhen, men patruljen fik kontakt til de resterende to. 

Den ene genkendte betjentene som ham, der havde smidt kniven, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af knivloven. 


**

 

Kemikalieblanding gav gener

Mandag kl. 22.22 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var sket en form for kemikalieudslip på en virksomhed på Englandsvej i Hammel. Der var kommet noget røgudvikling i forbindelse med en kemikalieblanding, og otte medarbejdere følte sig utilpasse og blev kørt til tjek på skadestuen. 

Umiddelbart kom de dog ikke noget til. 

Der var tale om et mindre udslip, og der var ikke fare for nogen af de omkringboende. 

Østjyllands Politi har nu overdraget sagen til Arbejdstilsynet. 

**

 

Fandt sin stjålne iPad – en person sigtet

En 54-årig mand kontaktede mandag kl. 19.37 politiet og fortalte, at han havde fået stjålet sin iPad, og at han via funktionen ”Find min iPad” kunne se, hvor den befandt sig. 

Den 54-årige havde mistet sin iPad lørdag i forbindelse med et åbent hus-arrangement i Odder, hvor han havde den med i arbejdsøjemed. 

Mandag kunne han så pludseligt via sporingsfunktionen se, at iPad’en skulle befinde sig på en adresse i Randers NV, og han ringede derfor til politiet. 

En patrulje kørte til adressen i Randers, hvor de traf en 56-årig mand, som havde den stjålne iPad på sig. 

Da det i første omgang ikke kunne klarlægges, om den 56-årige havde stjålet iPad’en, er han foreløbigt sigtet for ulovlig omgang med hittegods. 


**

 

Beslaglagde peberspray og totenschlæger

En patrulje fattede natten til tirsdag kl. 00.30 mistanke til tre mænd, der sad i en bil på Sletvej i Tranbjerg. Betjentene dirigerede bilen ind til siden og tog kontakt til mændene, der alle blev visiteret. 

En 23-årig mand og en 24-årig mand havde begge en peberspray i lommen, og under en ransagning af bilen fandt patruljen en totenschlæger under den 23-åriges sæde. 

Våbnene blev beslaglagt, og begge mænd blev sigtet for overtrædelse af våbenloven. 

**

 

Butiksansat havde hash på sig

Østjyllands Politis specialpatrulje var mandag kl. 11.05 på kontrolbesøg i en butik på Banegårdsgade i Aarhus, hvor flere medarbejdere flere gange er blevet taget med stoffer på sig. 

I butikken stod en 30-årig mand, som havde en pose med hash i lommen. Hashen blev beslaglagt, og den 30-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

**

 

Færdsel

Mandag kl. 10.15 blev en 44-årig mandlig lastbilchauffør anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Houvej i Odder, efter en bilist havde tilkaldt politiet. Den 44-årige blev også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde kokain på sig. 

Mandag kl. 10.55 blev en 31-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Mariagervej i Randers NV. 

Mandag kl. 13.37 skete der et færdselsuheld på Sønderskovvej i Lystrup. En 58-årig mandlig bilist foretog et højresving og ramte ind i 58-årig mandlig cyklist. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. 

Mandag kl. 14.11 skete der et færdselsuheld i krydset Vistoftvej/Viborgvej i Sabro. En 29-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil ført af en 32-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 29-årige blev sigtet for manglende agtpågivenhed. 

Mandag kl. 14.15 skete der et færdselsuheld i krydset Holmstrupgårdvej/Agerøvej i Brabrand. En 76-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil ført af en 39-årig kvinde, som var i færd med at foretage et venstresving. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 76-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Mandag kl. 14.19 skete der et færdselsuheld i krydset Østerbrogade/Korsgade i Grenaa. En bilist kørte frem i krydset og ramte ind i en bil ført af en 54-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Bilisten kørte efterfølgende fra stedet uden at give sig til kende. 

Mandag kl. 16.45 skete der et færdselsuheld på Hadstenvej i Randers SV. En 66-årig mandlig buschauffør mistede kontrollen over sin bus og kørte i grøften. Ingen personer kom umiddelbart noget til. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt et enkelt indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Råhøjvej i Stavtrup begået mandag d. 17/1 kl. 20.30
 
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi