Sabro er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør.
**
Ringet op af ”medarbejder fra Nets”
Mandag formiddag henvendte en 56-årig kvinde fra Thorsø sig på politistationen i Hammel for at anmelde, at hun fredag var blevet udsat for bedrageri. Kvinden var fredag ved 13-tiden blev ringet op af en person, der oplyste, at han arbejdede hos Nets, og at han kunne se, at en fremmed person var i færd med at oprette lån i kvindens navn.
Manden oplyste, at han havde brug for kvindens NemID-oplysninger, så han kunne få adgang til hendes bankkonti og få stoppet svindlen. Kvinden udleverede sine login-oplysninger, og samtalen varede i længere tid, hvor manden løbende bad om flere NemID-koder.
Han oplyste også kvinden om, at hun kunne slå hans telefonnummer op på google, hvis hun ville tjekke, at han faktisk ringede fra Nets. Dette gjorde kvinden, og hun kunne se, at telefonnummeret han ringede fra tilhørte Nets. Kvinden blev dog skeptisk, og så oplyste manden i stedet hovednummeret til Østjyllands Politi.
Kvindens datter ankom til stedet, og hun skyndte sig at kontakte Nets, der oplyste, at der var tale om svindel, hvorefter den 56-årige kvinde afbrød samtalen. Efterfølgende kunne kvinden konstatere, at der både var hævet en del penge på hendes konto, og at der var oprettet og udbetalt lån i hendes navn.
Østjyllands Politi har tidligere set flere eksempler på denne fremgangsmåde, hvor svindlerne får det til at se ud som om, at de ringer fra telefonnumre tilhørende fx Nets, politiet eller en bank (kaldet spoofing), og på den måde overbeviser den forurettede om, at opkaldet er ægte nok.
Man skal dog aldrig udlevere personfølsomme oplysninger, bank- eller NemID-oplysninger over telefonen. Er man i tvivl om, hvorvidt det er den pågældende myndighed/bank el. lign. der ringer, så lav et kontrolopkald ved at bede om vedkommendes navn og afdeling, læg så på og ring til virksomhedens hovednummer og spørg efter den pågældende medarbejder.
**
Standset to gange inden for fem timer
Mandag kl. 17.53 standsede en patrulje en bil på Viborgvej i Aarhus V, idet bilen ikke havde noget lys på. Betjentene kunne konstatere, at bilen lugtede kraftigt af hash, og den 21-årige mandlige fører blev derfor sigtet for narkobesiddelse, og bilen blev ransaget. Under ransagningen fandt betjentene flere små poser med hash og skunk, der blev beslaglagt. Manden blev desuden sigtet for manglede lygteføring.
Senere samme aften, kl. 22.57, blev den samme mand taget i at køre for stærkt, da han på Paludan Müllers Vej i Aarhus N blev målt til at køre 73 km/t, hvor man må køre 50 km/t. Da han samtidig ikke havde medbragt sit kørekort, og idet lyset på bilen stadig ikke virkede, fik han yderligere to sigtelser oveni. Disse tre forhold koster ham en samlet bøde på 5000 kroner plus 500 kroner til offerfonden samt et klip i kørekortet.
**
Havde peberspray i bilen
Natten til tirsdag kl. 01.31 standsede en patrulje en bil på Grenåvej i Egå i forbindelse med en rutinekontrol. Under ransagningen af bilen fandt betjentene en peberspray, og bilens 23-årige mandlige fører blev derfor sigtet for overtrædelse af våbenloven.
Husk at det siden 1. februar 2021 har været ulovligt at erhverve, besidde, bære og anvende peberspray – både i eget hjem og på offentligt tilgængelige steder (medmindre man har fået særlig tilladelse).
Frem til 31. marts kan man i en overgangsperiode kvit og frit aflevere sin peberspray på nærmeste politistation og dermed undgå en potentiel sigtelse for overtrædelse af våbenloven og dertilhørende bøde.
**
Brosten kastet mod butiksrude
Mandag kl. 22.46 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en borger, der havde hørt et brag og efterfølgende kunne konstatere, at der var smadret en butiksrude på Mariagervej i Randers C. Der blev sendt en patrulje til stedet, og betjentene kunne se, at der formentlig var kastet en brosten mod butiksruden, der var knust.
Stenen var dog ikke gået igennem ruden, men lå på fortovet et par meter derfra. Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set personer eller biler på stedet kort før kl. 22.45 eller umiddelbart efter. Politiet kan kontaktes på telefon 114.
**
Færdsel
Mandag kl. 06.42 skete der et færdselsuheld i krydset Viborgvej/Hasle Ringvej. En 26-årig kvindelig bilist blev påkørt bagfra af en anden bil, der blev ført af en 25-årig mand. Der skete kun mindre materiel skade og ingen personskade ved uheldet. Den 25-årige mand blev sigtet for ikke at holde tilstrækkelig afstand til forankørende.
Mandag kl. 08.19 skete der et færdselsuheld i krydset Herredsvej/Hasle Ringvej. En 47-årig mandlig bilist kom kørende ad Herredsvej mod syd, da han kørte ind i højresvingsbanen, hvor der var grøn svingpil, hvorefter han i stedet kørte lige over i krydset, hvor han kørte sammen med en anden bil, ført af en 49-årig kvinde. Der skete store materielle skader ved uheldet, og den 47-årige mand og en 45-årig kvinde, der var passager i hans bil, blev kørt til undersøgelsen på skadestuen. Den 49-årige kvinde var ikke umiddelbart kommet noget til. Uheldet gav lidt udfordringer i morgentrafikken, idet krydset stort set blev lukket i forbindelse med oprydningsarbejdet. Kl. 09.23 blev krydset atter åbnet for trafik. Den 47-årige mand blev sigtet for at være kørt ligeud i en højre svingbane og for at køre frem for rødt lys.
Mandag kl. 12.40 blev en 55-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, narkobesiddelse og for at foretage et højresving, hvor der var højresving forbudt, da han blev standset af en patrulje på Sydhavnsgade i Aarhus C.
Mandag kl. 15.18 skete der et færdselsuheld på Vestre Molsvej i Knebel. En 54-årig kvindelig bilist kom kørende ad Vestre Molsvej mod syd, da hun på et tidspunkt bremsede ned, da der opstod tæt trafik. Det overså den 26-årige mand, der kom kørende bag ved hende, og han påkørte hendes bil bagfra. Sammenstødet medførte betydelig materiel skade, men umiddelbart ingen personskade. Den 26-årige mand blev sigtet for ikke at holde nok afstand til forankørende.
Mandag kl. 15.56 blev en 43-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Mariagervej i Randers NV.
Mandag kl. 16.43 blev en 21-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og narkobesiddelse, da han blev standset af en patrulje på Silkeborgvej i Brabrand. Kl. 22.35 blev den samme mand atter anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Røgelvej i Brabrand. Her blev han også sigtet for salg af narkotika, da han blev fundet i besiddelse af flere små salgsposer med hash og skunk samt et støre kontantbeløb.
Mandag kl. 18.49 blev en 25-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for narkobesiddelse, da han blev standset af en patrulje på Silkeborgvej i Aarhus C.
Mandag kl. 23.25 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om et tidligere færdselsuheld på Ingasvej i Brabrand, hvor en bil var kørt gennem hækken. Det var en forbipasserende, der opdagede, at hækken var helt ødelagt, og at der lå nogle vragdele fra en bil i og omkring hækken. Det var dog ingen, der havde set eller hørt noget til uheldet, og bilen var heller ikke længere på stedet.
**
Indbrud i privat beboelse
Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- I Elleparken i Lystrup begået mandag den 15/2 kl. 01.54
- På Juveldalen i Randers NØ begået mellem lørdag den 13/2 kl. 16.00 og mandag den 15/2 kl. 09.40
- På Åstræde i Grenaa begået mellem fredag den 12/2 kl. 12.00 og mandag den 15/2 kl. 10.30
- På Havnevej i Grenaa begået mellem lørdag den 13/2 kl. 12.00 og mandag den 15/2 kl. 12.00
- På Dronningborg Boulevard i Randers NØ begået mandag den 15/2 mellem kl. 16.00 og kl. 16.20
- På Parkvej i Højbjerg begået tirsdag den 16/2 kl. 06.00
Indbrud i huse under opbygning
Østjyllands Politi har desuden modtaget fire anmeldelser om indbrud i prøvehuse/nybygningshuse i Hadsten og Lading, Sabro, hvor der er stjålet en del værktøj:
- På Seglager i Hadsten begået mellem fredag den 12/2 kl. 12.00 og mandag den 15/2 kl. 06.30
- På Seglager i Hadsten Begået mellem fredag den 12/2 kl. 13.00 og mandag den 15/2 kl. 07.45
- På Seglager i Hadsten begået mellem fredag den 12/2 kl. 13.00 og mandag den 15/2 kl. 07.00
- På Nordmarken i Lading, Sabro begået mellem søndag den 14/2 kl. 14.00 og mandag den 15/2 kl. 07.00
Derudover er der anmeldt tyveri på byggepladsen på Nordmarken i Lading, Sabro, hvor der mellem søndag kl. 16.30 og mandag kl. 06.00 også er stjålet værktøj. samt en anmeldelse om tyveri fra en byggeplads i Lading, Sabro.