I denne coronatid skydes der meget på vores ungdom. Måske med rette, men ved nærmere eftertanke, måske også med urette.
Her i Sabro læser vi ofte på de sociale medier, hvordan nogle af byens unge samt unge udefra skaber uro og utryghed. Det er så let straks at hænge folk ud, ofte vores unge, på de sociale medier, og jeg kan ikke helt melde hus forbi. På den måde dømmer vi alle de unge over en kam. Hver gang vi ser en af de unge kørende på knallert tænker vi med samme, at han er en bølle. Men måske skyldes det bare den smule støj der opstår i forbindelse med deres samvær.
Inden jeg gå videre, vil jeg gå lidt tilbage i tiden.
Tidligere var der flere tilbud til dem, der ikke lige var til det etablerede foreningsliv, fodbold, håndbold osv. Der var en ungdomsklub, hvor der var voksne ledere til at skabe frirum for de unge. Der var ungdomsskole, der skabte frirum, til dem, der havde andre interesser end lige skolefag. Der var motorlære, sløjd, skolekøkken, fiskeri, faglige kurser, rejseaktiviteter osv. Og der var et samlingssted! Der var voksne ledere til også at tage ansvar og sætte rammer.
Hvad har de unge som er vokse fra disse tilbud tilbage i Sabro? Intet udover et dårligt rygte!
Og det er ikke bare et coronafænomen, det er et akut behov for indsats her og nu i Sabro, hvis de unge skal have tillid til vores samfund.
Og det er rigtigt, at nogle unge har svinet og lavet hærværk rundt omkring i Sabro, men har vi som voksne støttet dem i at finde fodfæste? Jeg mener nej!
Det er rigtigt, at nogle kører larmende og hurtigt på knallert, og ifølge de sociale medier til skræk og fare for alle andre.
Jeg har selv kørt på knallert som knægt, Jeg har tre drenge, der alle har haft knallert her i Sabro og larmet.
Jeg kan også blive sur, når jeg møder en ”knallertbølle” på cykelstien i høj fart, men han skal jo også køre på cykelstien. Og en gensidig venlig tommeltot skaber langt mere glæde, end en stiv langemand.
Jeg bemærker også, at disse ”bøller” altid har styrthjelm på. Det har de voksne på cykel sjældent.
Og naturligvis er der også nogle, der kører skoddet, men det gør voksne bilister jo ikke?
Forleden var jeg på Skejby Sygehus og senere ærinder i Århus, men inden jeg ankom havde jeg noteret følgende: 3 personbiler kørte over for rødt og hele 4 lastbiler kørte over for rødt. Et større antal kørte over for direkte gult men 4 undlod at vise af og 3 overholdt ikke vigepligten!
Hvor mange knallertkørere har forårsaget ulykker i Sabro?
Og jeg ved godt, at det er utroligt irriterende at have høj musik og larm om aftenen udenfor sine vinduer. Men de unge skal jo være et sted.
Nu er vi så heldige i Sabro, at en Sabro-dreng, Allan Rostgaard, der træner voksne og børn i taekwon-do i Sabro IF, har taget de unges problemer op, da han kender dem fra sin tid i Sabro.
Han er mødt op på byggelegepladsen, hvor en gruppe unge udefra havde fundet et fristed under ramadanen. De har været støjende og generende for naboerne.
Tidligere har vores ”egne” unge også holdt til der, men nu holder de sig væk, men er hjemløse.
Med Allan som kontaktmand, inviterede jeg de unge ”knallertbøller” fra Sabro til en snak her på privaten sammen med Allan for at høre om deres frustrationer.
Der dukkede 5 herlige unge 18-årige knægte op, og jeg følte mig 40 år yngre, som da mine egne drenge havde deres venner på besøg. De 5 unge mennesker, Emil, Rasmus, Jacob, Lauge og Magnus er alle fra Sabro og Mundelstrup.
De er forstående over for problemerne, men ikke glade for reaktionerne. De ønsker ikke at skabe problemer, konfrontationer med lokalbefolkningen, for de bor jo her. De er jo Sabro-drenge! Men de søger en positiv forståelse for deres frustrationer over ikke at have et legalt tilholdssted. De ønsker et sted, hvor de ikke generer andre. De ønsker ikke provokationen, selv om de ofte selv møder den.
Deres ydmyge ønsker et et sted, f. eks. et halvtag, hvor de kan mødes uden at genere andre. De er bevidste om, at bænke og borde kan blive genstand for hærværk, men samværet med dem bestyrker mig i troen på deres vilje til at få dette projekt til at lykkes. Gruppen udgør gerne initiativgruppen sammen med Allan Rostgaard. Efter en hyggelig stund med dem, er der ingen tvivl om, at de har et godt talerør i Emil. De er indstillet på at tage ansvar, men erkender også, at det er nødvendigt med voksne til at støtte dem.
Nu har Allan Rostgaard sammen med 5 unge knægte taget bolden op, og så skal den spilles videre. Her er forældre, voksne og myndigheder nødvendige medspillere.
Og Allan Rostgaard er angrebsspiller. Han har straks kontaktet Sabro-Korsvejskolens leder, Carsten Aude og fået et møde i stand. Også her mødte de unge op. Her foreslog Carsten meget beredvilligt forskellige indspark for opholdssteder for de unge. Set fra sidelinjen, blev der tændt lys og håb i de unges øjne. Endelig mødte de en forståelse og en bane at spille på. Det ser ud til, at bolden meget snart kan sættes i spil. Et imponerende arbejde af Allan Rostgaard, og stor respekt for Carstens tilbud til de unge.
Foto: Carsten Aude skoleleder for Sabro-Korsvejskole.
Vi må håbe, at det også gælder dette initiativ, og at der sker noget -vi må ikke overse denne gruppe unge mennesker!