Politi og brandvæsen rykkede søndag kl. 16.38 ud til en brand på Gammel Viborgvej i Sabro, hvor der var gået ild i en garage ved en privat bolig.
Brandvæsnet fik hurtigt slukket ilden, der umiddelbart ikke nåede at brede sig til selve huset.
Det viste sig, at branden var opstået i forbindelse med, at en mand, der bor på stedet, havde gået rundt og fjernet ukrudt med en ukrudtsbrænder. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af beredskabsloven ved uforsigtig omgang med ild.
Hvert år opstår der brande i skure eller huse som følge af forkert brug af ukrudtsbrænder – derfor er det en rigtig god idé at følge nedenstående råd fra Sikkerhedsstyrelsen, inden du tænder din ukrudtsbrænder:
• Ukrudtet skal svitses, ikke brændes
• Hold brænderen væk fra tør jord og tør bevoksning
• Husk god afstand til biler, bygninger og plankeværk
• Hold øje med glemte gløder
• Forlad aldrig en tændt eller varm brænder
• Afmonter gasflaske eller -dåse efter brug
• Hav altid brandslukningsudstyr i nærheden (fx en vandslange)